Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Nu kan du tilmelde dig: Løb med Kronprins Frederik

Kronprins Frederik markerer næste år sin 50 års fødselsdag ved at invitere hele landet til løbefesten ”Royal Run” i landets fem største byer. Tilmelding åbner i dag, onsdag den 1. november på royalrun.dk.

01. nov 2017, kl. 08:14 af · ·

I anledning af Kronprinsens 50 års fødselsdag omdannes København og Frederiksberg, til én stor løbefest mandag 21. maj 2018. Royal Run bliver den første store begivenhed i den kongelige fødselsdagsuge. Her kan danskerne være med til at fejre Kronprinsen ved at løbe samme rute som ham i landets fem største byer: Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg.

Royal Run København/Frederiksberg får start og mål på Frederiksberg i krydset ved Smallegade, Gammel Kongevej, Falkonér Alle og Pile Allé – og der vil være fødselsdagsfest i København og på Frederiksberg hele dagen (2. pinsedag).

Tilmeldingen åbner onsdag den 1. november 2017 på royalrun.dk, hvor det vil være muligt at vælge mellem 10 km eller One mile (1,609 km). 

Københavns Overborgmester, Frank Jensen, ser frem til den kongelige fødselsdagsfest i byen:

- Royal Run bliver en folkefest, hvor vi fejrer kronprinsens fødselsdag med tusindvis af løbere i Københavns gader. Som vært vil vi sammen med idrætsforeninger og frivillige skabe et stærkt fællesskab omkring løbet. Jeg glæder mig til at løbe med og opfordrer alle interesserede til at tilmelde sig, siger overborgmester Frank Jensen.

Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, glæder sig til at tage imod løberne på Frederiksberg Allé.

- Royal Run bliver en festdag i særklasse, og vi glæder os til at modtage fødselaren og alle løberne i målet her på Frederiksberg. Vi pynter naturligvis den smukke grønne opløbstrækning på Frederiksberg Allé med flag i dagens anledning. Jeg kan ikke forestille mig en flottere scene til et royalt løb, siger borgmester Jørgen Glenthøj.

Direktør i Sparta, Dorte Vibjerg, har ligeledes store forventninger til Royal Run:

- Royal Run bliver en storslået event, som skal favne hele Danmark, og som teknisk eventansvarlig er vi stolte over at være udvalgt til at skabe rammerne omkring denne folkefest. Kronprinsens ønske om at inspirere alle danskere – uanset form, ambition og alder – til at være aktive falder helt i tråd med Sparta Atletik & Motions grundlæggende vision, som vi arbejder med hver eneste dag, nemlig at udbrede glæden ved idræt blandt børn, unge og ældre på både elite- og breddeniveau. Vi glæder os derfor meget over at kunne bidrage til denne inkluderende og anderledes folkefest, lyder det fra Dorte Vibjerg.

Kronprinsen aktiverer danskerne med Royal Run

Kronprinsen begynder Royal Run-dagen i Aalborg, hvor han løber One mile. Herefter fortsætter han til Aarhus, Esbjerg og Odense, hvor han ligeledes løber One mile, inden han slutter sin løbefest af i København/Frederiksberg med at løbe 10 kilometer gennem hovedstaden.

Kronprinsen er en aktiv løber og motionist. Med Royal Run ønsker han at benytte den runde dag til at komme tæt på danskerne med bevægelse som omdrejningspunkt for dagen. Samtidig har han et ønske om at inspirere endnu flere til at komme i gang med at løbe. 

I DIF og DGI’s partnerskab med Nordea-fonden og TrygFonden er ambitionen at få verdens mest aktive befolkning igennem visionen Bevæg dig for livet, og med den løbefest der er i vente, bliver der sat ekstra skub i bevægelsen.

Bag Royal Run står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Royal Run arrangeres i regi af Bevæg dig for livet – Danmarks største idrætsvision i samarbejde med Nordea-fonden og TrygFonden. TV 2 er mediepartner på Royal Run.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version