Rengøring halter alvorligt på Hillerød Hospital
Der var bogstaveligt talt for meget støv i krogene, da Hillerød Hospital i efteråret fik besøg af eksterne auditører. Blandt andet blev rengøringsstandarden på 13 sengestuer tjekket, men ingen af dem kunne godkendes.
Kun én ud af tre operationsstuer kunne godkendes. I forhold til forrige gang, auditørerne besøgte Hillerød, er standarden i frit fald. For et år siden var samtlige tjekkede sengestuer og køkkener i top, mens det denne gang kun var et ud af fem køkkener, som fandt nåde for kontrollen, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Det er et dårligt resultat, meget beklageligt og ikke godt nok. Men samtidig mener jeg ikke, den gennemførte audit er dækkende for rengøringsstandarden på Hillerød Hospital. Standarden er bedre. Vi vil nu sætte fokus på, at vi kommer til at overholde den gældende standard, og i første omgang bestiller vil en ny, ekstraordinær ekstern audit, siger hospitalsdirektør Suzanne Aaholm.
Rengøringen på Hillerød Hospital blev tjekket den 24. oktober af Dansk Cleaning Service. Ved en lignende gennemgang i 2010 blev 83 procent af de tjekkede lokaler på hospitalet godkendt - denne gang var det blot 23 procent, som fandt nåde for kontrollens skarpe øjne.
- En rengøringsaudit forberedes og gennemføres i et samarbejde mellem auditør og hospital, og der var vi for dårligt forberedt. Auditørselskabet har meldt tilbage, at samarbejdet ikke har været tilfredsstillende. Vi har taget konsekvensen og ændrer i ledelsen på blandt andet serviceafdelingen. Der skal ansættes en leder som får et selvstændigt ansvar for hospitalets rengøring, siger Suzanne Aaholm.