Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Kvinde ville redde hund fra varm bil - fik knytnæve i ansigtet

Ejeren af en hund reagerede med vold, da en kvinde ville hjælpe hans hund.

26. jun 2019, kl. 11:44 af · ·

Mens sommervarmen banker løs, så kan parkerede biler udvikle sig til dødsfælder, hvis man efterlader hunden i dem. 

En 64-årig kvinde fra Fredensborg kom tirsdag eftermiddag i klammeri med en mand, der nu efterlyses, efter at hun forsøgte at redde hans hund.

På Museumsvej i Dronningmølle stødte kvinden kort før 15.30 tirsdag på den parkerede bil og opdagede, at der sad en hund inde i bilen. Efter hendes mening hev hunden efter vejret og manglede vand. Det lykkedes hende at åbne bagklappen for at skaffe luft til hunden.

Kort efter dukkede en mand op, som over for kvinden bekræftede, at han var hundens ejer, og at det var ham, der havde parkeret bilen. 

Ifølge døgnrapporten fra Nordsjællands Politi svarede kvinden, at manden ikke kunne tillade sig at efterlade en hund i den varme bil, og det fik manden til at gå truende hen imod hende, hvor han slog hende i ansigtet med knyttet hånd.

Manden beskrives som 55 til 60 år, 170-175 centimeter høj, almindelig af bygning, hvid i huden og med gråt, mellemlangt hår. Han talte dansk og var klædt i blå T-shirt, cowboyshorts og kondisko.

Politiet har bilens registreringsnummer og skal nu fastlægge, om bilens ejer er identisk med den efterlyste mand. Under alle omstændigheder vil de gerne høre fra eventuelle vidner, der kan henvende sig på 114.

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version