Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Godhavnsdreng om mulig officiel undskyldning: "Jeg tænker hurra"

Siden 2005 har Godhavnsdrengene kæmpet for at få en officiel undskyld fra staten. Nu lyder det fra Mette Frederiksen, at hun er klar til at give dem den længe ventede undskyldning.

14. jun 2019, kl. 14:09 af · ·

Hundredevis af danske drenge havde i løbet af årene 1945 til 1976 deres hverdag på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland. En hverdag fyldt med psykisk og fysisk vold.

Derfor har de såkaldte Godhavnsdrenge i mange år kæmpet for at få en officiel undskyldning fra staten.

Nu ser undskyldningen ud til at være på vej. I dag har Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet i forbindelse med Folkemødet fastslået, at hun som det første, hvis hun bliver statsminister, vil give Godhavnsdrengene en officiel undskyldning på regeringens vegne. Det skriver Ritzau.

En udmelding, der vækker stor glæde hos Poul Erik Rasmussen, der er én af Godhavnsdrengene og formand for Landsforeningen Godhavnsdrengene.

- Jeg tænker hurra. Jeg sad og så det på tv, og jeg tror på hende, for hun satte en tyk streg under, at hun havde i sinde at gøre det, siger Poul Erik Rasmussen til TV 2 Lorry.

Poul Erik Ramussen var aldrig i tvivl om, at de på et tidspunkt ville få deres undskyldning, men det er stadig kommet som en stor overraskelse.

- Selvom jeg hele tiden har troet på en undskyldning, så er det alligevel kommet som en bombe. Det er en kæmpe forløsning, og lige nu er det svært at holde hovedet koldt. Vi får den undskyldning, som vi har gået og ventet på i 14 år, siger han.

Poul Erik Rasmussen har siden 2005 krævet en officiel undskyldning fra staten.

Københavns Byret har tidligere frifundet Børne- og Socialministeriet med den begrundelse, at Poul Erik Rasmussens krav om godtgørelse for tort var forældet. Poul Erik Rasmussen ankede dommen sammen med sin advokat, Bjørn Elmquist, til Østre Landsret. Også her afgjorde landsretten, at der ikke er krav på erstatning på grund af forældelse. 

Advokat vil se det ske før, før han tror på det 

Advokat Bjørn Elmqvist har siden 2003 arbejdet på Godhavnsdrengenes brændense ønske om at få en officiel undskyldning. Og han er ikke i tvivl om, at det har en kæmpe betydning for dem, hvis Mette Frederiksen holder sit løfte.

Men han vil se det ske, før han tror på det.

- En ting er, at vi håber på at få en undskyldning. En anden ting er, at vi rent faktisk får den af den fungerende socialminister eller statsminister, og derfra vil jeg se på, om vi skal gå videre med sagen, forklarer han. 

Ifølge ham er grunden til, at embedsmændene har været tilbageholdene med en undskyldning, at staten risikerer, at der kræves erstatning. Men han mener ikke, at det er dét, der betyder noget for Godhavnsdrengene.

- Jeg har det stadig klingende i mine øre, at det de vil have, bare er en undskyldning, siger Bjørn Elmqvist.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version