Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

1813: "Den politiske kultur har ødelagt forhandlingerne"

En akuttelefon, der på fjerde år ikke opfylder sine mål - spidskandidaterne i Region Hovedstaden efterlyser kvalificeret arbejdskraft.

12. nov 2017, kl. 21:28 af · ·

Nytårsnat 2014 gik akuttelefonen 1813 i luften og afløste den gamle lægevagtsordning. Men kritikken er siden haglet ned over akuttelefonen, der efter fire år lever akuttelefonen stadigvæk ikke op til sin målsætning om, at 90 procent af patienterne skal igennem inden for de første tre minutter.

Indtil videre har det svinget mellem 24 og 70 procent, og Rigsrevisionen har på den baggrund udtalt kritik af ventetiderne for at komme igennem på 1813. 

Mangler kvalificeret arbejdskraft

I den gamle ordning var det praktiserende læger, der tog telefonen, men nu besvares 74 procent af alle opkald af sygeplejersker, der har mulighed for at viderestille til læge.

Men hvor lægerne før var uddannet til netop den type opgaver, viser en aktindsigt fra DR, at kun hver 3. læge hos 1813 har speciale i almen medicin.

De praktiserende lægers organisation, PLO, mener, at 1813 risikerer at lave alvorlige fejl, hvor alvorligt syge ikke opdages, når det ikke er praktiserende læger, som sidder ved akuttelefonen.

Og den bekymring deler spidskandidaterne til Regionsrådet i Region Hovedstaden, som debatterede emnet søndag aften. 

- Vi skal have flere praktikserende læger i 1813-ordningen, og vi skal virkelig sætte ind nu for at få en aftale, siger Karin Bach, Rad. V.

Niels Høiby fra Liberal Alliance mener, at det kræver en indsats fra politikerne. 

- Det er den politiske kultur, der har ødelagt de her forhandlinger. Det skal vi have op at stå igen, siger han.

Christoffer Buster Reinhardt, spidskandidat for Konservative, stemmer i:

- Det handler om, at vi som politikere og region indgår i oprigtige forhandlinger med de praktiserende læger, at vi har et ønske om rent faktisk at nå et mål, fordi man havde et ønske om i sin tid at fyre de praktiserende læger fra den gamle vagtlægeordning, siger han under søndagens debat. 

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Soc.dem., forsvarer dog 1813-ordningen: 

- Det, der er vigtigt, er, at vi har fået én indgang, ventetiderne er faldet markant og folk bliver sendt det rigtige sted hen i systemet, vi følger op på kvaliteten. Alle andre lægevagter i Danmark udgør en 'blackbox,' hvor vi ikke kender kvaliteten af dem. 

Alle disse emner og flere til diskuterede spidskandidaterne for regionsrådsvalget. Du kan se hele debatten øverst i artiklen, og du kan finde alle debatterne her, hvor du også kan læse mere om alle de kandidater, der stiller op til Regionsrådet.

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version