Forældre til handicappede svigtes: "Der bør placeres et ansvar"
Hundredvis af forældre til handicappede føler sig svigtede af kommunen. Socialudvalget har iværksat et eftersyn, men det er ikke nok, lyder kritikken.
Mellem 50 og 100 gange hver dag rammes Lissi Thranes 10-årige søn af anfald, så han mister førligheden.
Han er udviklingshæmmet, og derfor er familien i kontakt med Borgerservice Handicap i København, der har til opgave at hjælpe borgere med varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Men familien føler sig svigtede i så voldsomt et omfang, at Lissi Thrane har svært ved at sove, når hun skal i kontakt med sagsbehandlerne, og dét er hun ikke ene om.
Borgercenter Handicap har modtaget 800 klager i løbet af et år, og 126 af dem var klager over lang sagsbehandlingstid, personalets optræden, manglende vejledning og lignende.
- Man har så mange dårlige oplevelser med det her sted, at man bliver både bange, frustreret og ked af det, når man ved, at man skal i kontakt med dem, fortæller Lissi Thrane til TV 2 Lorry.
Både penge og svar udebliver
Familien modtager offentlig støtte blandt andet i form af tabt arbejdsfortjeneste, men flere gange er pengene af uforklarlige årsager udeblevet.
I januar måned 2017 skulle godtgørelsen for tabt arbejdsfortjeneste være flyttet fra Lissi Thrane til hendes kone, men midt i marts måned er det endnu ikke sket.
I 2015 søgte familien om en handicapvenlig bil til deres dreng, og de fik dengang at vide, der kunne gå et år før afklaringen.
- Vi skulle have hørt fra dem i efteråret 2016, men vi har endnu ikke fået noget at vide. Vi har ikke engang fået at vide, at vi ikke får noget at vide, siger hun til TV 2 Lorry.
Klager får ikke konsekvenser for ledelse
Der har været massive problemer i Borgerservice Handicap gennem flere år, men onsdag mødtes Socialudvalget på Københavns Rådhus for at drøfte en kritisk rapport fra Borgerrådgiveren, Københavns ombudsmand, der har gennemgået 41 nyere klagesager.
Her besluttede man at indsætte et genopretningsteam, som skal give et grundigt serviceeftersyn af Borgerservice Handicap, men det er langt fra godt nok, mener Karina Rohrberg Jessen (Venstre), der er medlem af Socialudvalget.
- Jeg synes, det er utilstedeligt. Vi lavede allerede for tre år siden en reorganisering, fordi vi havde præcis samme udfordringer, som man vil kortlægge nu. Det er grotesk, at vi fortsætter i samme rille, siger hun til TV 2 Lorry.
Ifølge hende burde man se på, hvorvidt ledelsen skal have lov til at fortsætte.
- Alt det, der er sat igang, er rigtig fint, men spørgsmålet er, om dem, der skal implementere de her ændringer, har de rette forudsætninger. Og jeg mener også grundlæggende, at der bør placeres et ansvar. Det er familier med handicappede børn, der lades i stikken, siger hun.
Man stoler ikke på de ansatte
Lissi Thrane så også gerne, at man sørgede for bedre personale.
- Der må sidde en ledelse, som slet ikke har styr på det. Det kan lyde skørt, men jeg har i virkeligheden ondt af personalet. Det virker som om, at de er alt for få og for dårligt uddannede. Man stoler ikke på dem, fordi man har fået så mange forkerte oplysninger, siger hun til TV 2 Lorry.
Hun har nu fuldstændig opgivet at komme i kontakt med Borgerservice Handicap.
- Der er aldrig nogen, der kan hjælpe. Man får altid en i røret, der ikke kan tage hånd om noget. Så man må vente i dage. Man indførte sagsbehandlerteams for at nedbringe ventetiden og komme det her problem til livs, og det lyder fint, men det har ikke fungeret. Nu er man nødt til at sende en klage, hvergang de svigter, fordi man ikke kan få fat på dem, når man har brug for hjælp, siger hun.
Borgmester: "Det er ikke godt nok"
Københavns socialborgmester, Jesper Christensen erkender, at det ikke er i orden:
- Det er ikke godt nok, når borgerne har alle de dårlige oplevelser, som de har beskrevet. Jeg vil gerne have lov at sige, det ikke er medarbejdernes skyld. De har knoklet for at få sagsbehandlingstiden ned og pengene til at strække. Men handicapområdet er under pres i hele landet. Vi skal år for år hjælpe flere for de samme penge. Og lovparagrafferne på handicapområdet er i mine øjne alt for komplekse, siger han.
- Vi tager borgernes klager og Borgerrådgiverens kritik meget alvorligt. Derfor har vi også straks sendt et team ud i Borgercenter Handicap, der skal støtte ledelsen og medarbejderne, så der kan blive rettet op på både sagsgange, økonomi og arbejdsmiljø.
- Hvor vil borgmesteren placere ansvaret?
- Jeg har naturligvis det øverste politiske ansvar, og jeg tager kritikken og klagerne meget alvorligt. Når vi nu har vi nu sendt et særligt team ud for at hjælpe ledelsen i arbejdet med at få rettet op, så er det fordi vi tror på at ledelsen kan løfte opgaven. Den store udfordring med økonomien må vi politikere tage fat på nu.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version