Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

UBRgo politianmelder styrelse: Vi bliver chikaneret

Den nye tjeneste UBRgo melder styrelse til politiet. Styrelsen chikanerer os, selv om vi gør alt for, at det hele skal foregå efter bogen, siger talsmand for UBRgo.

21. jun 2017, kl. 19:00 af · ·

Den nye transporttjeneste UBRgo - der minder meget om Uber - melder nu Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til politiet. Det skriver Avisen.dk.

UBRgo anmelder styrelsen, fordi tjenesten føler sig chikaneret af den offentlige myndighed. 

- Vi oplever, at styrelsen chikanerer os på et helt ubegrundet grundlag, siger Adeel Shazad til Avisen.dk. Han er talsmand og team-manager hos UBRgo. 

Som tidligere beskrevet i Avisen.dk er UBRgo en ny tjeneste. Den anvender en teknologi i stil med den, som den nu lukkede tjeneste Uber brugte i Danmark. UBRgo tilbyder danskerne, at de sammen med ting kan få fragtet sig selv - eller købe serviceydelser som rengøring eller massage i nærheden af sig selv. 

Anmeldt med det samme

Da UBRgo så dagens lys i forrige uge, blev tjenesten straks anmeldt af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
Styrelsen vurderer, at UBRgo måske overtræder taxiloven ved uden tilladelse at køre rundt med passagerer mod betaling. Lignende anmeldelser har styrelsen indgivet mod tjenesterne UBR City og Habil. 

Når UBRgo nu melder styrelsen den modsatte vej, er der ifølge Adeel Shazad flere årsager end oplevelsen af chikane.

- Styrelsens anmeldelse af os er ubegrundet og uden substans eller beviser. Vi kører fragt ligesom 3x34, og de bliver jo ikke anmeldt til politiet, siger Adeel Shazad. 

Ingen kommentarer fra styrelse

Adeel Shazad påpeger, at UBRgo ikke som Uber kører hverken taxi- eller samkørsel. Men man kan dog som kunde sagtens bruge UBRgo som taxi. Det eneste krav er, at man som kunde kan fortælle, hvad det er, man skal have fragtet. For eksempel en mobil, en taske eller hvad man ellers kan oplyse. 

Ved at sige, at der er tale om fragtkørsel, kan UBRgo måske lovligt tage folk med. Man må nemlig ifølge lovgivningen i dag som kunde godt følges med sine ting og gods.

 Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen oplyser, at man tager UBRgo's anmeldelse til efterretning, og at man ikke har yderligere kommentarer.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version