Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Brandmænd skal tage bad og undgå kræftsygdomme

Arbejdstilsynet vil med en ny kampagne have flere brandmænd til at huske på deres eget ve og vel, når de har været i aktion.

30. dec 2019, kl. 20:25 af · ·

Brandmænd skal fremover være bedre til at huske på sig selv og deres sundhed, når de har været i aktion i ild og røg. 

Sådan lyder en ny minikampagne fra Arbejdstilsynet, der sigter efter at få flere brandmænd til at gå i bad, efter de har slukket en ildebrand. 

Det er nemlig vigtigt, at brandfolkene husker på at få skyllet sodpartikler af, så de ikke udvikler alvorlige kræftsygdomme. 

- Brandfolk kan ikke gemme badet til vagten er slut. Det er en unødvendig sundhedsrisiko for de mennesker, der i forevejen sætter deres liv på spil for at redde andre, siger kontorchef i Arbejdstilsynet, Gro Iversen, og fortsætter:

- Derfor sætter vi i Arbejdstilsynet fokus på farlig sod med en kampagne til alle bemandede brandstationer i Danmark, hvor vi opfordrer brandmændene til at vaske soden af hurtigst muligt efter en brand.

Mange ildebrande i juletiden 

December er for mange lig med en række fridage, men for landets brandmænd betyder julemåneden modsat ekstraarbejde. 

I december er der 150 procent flere brandanmeldelser end resten af året, og derfor har Arbejdstilsynet valgt at lancere deres minikampagne om at huske badet i denne måned. 

Det var Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som sammen med andre danske forskningsinstitutioner i 2017 undersøgte, om brandfolk udsættes for skadelige stoffer ved brandslukning.

Her viste undersøgelsen, at deltagerne i et røgdykkerkursus blev udsat for partikler, når de tog røgdykkerudstyret af for at modtage instruktion og feedback i de zoner, der blev anset for sikre.

Forskerne konkluderede, at det tyder på, at DNA-skaderne mest af alt skyldtes tjærestoffer, som blev optaget gennem huden. Hvis kroppen ikke selv kan reparere skaderne, er det et problem, fordi det kan være første trin på vejen til at udvikle hudkræft. 

Rullende miljøvogn i Nordsjælland

I Nordsjælland har den tidligere brandmand Jan Nielsen lavet sin egen miljøvogn, som bliver brugt til at fjerne sod på brandfolk, efter de har været i indsats. 

Han tilbyder brandstationer at komme ud, når de har været i aktion, så de kan tage et bad på brandstedet. Vognen er lavet i samarbejde med Brandfolkenes Cancerforening BFC.

Den er lavet med overtryg, hvilket vil sige, at når brandmanden går igennem vognen, så gennemgår han en proces, hvor han afvaskes for sod samt iklædes ny undermondering. 

- Miljøvognen er unik, fordi den kan håndtere et helt brandhold. Det, sod som de får på sig, sikrer man, at de får af igen. De partikler, der skal frigøres i forbindelse med badet, bliver suget ud undervejs, fortæller Jan Nielsen fra Skadeservicevagten, som har opfundet miljøvognen.

Ændring i brandvæsenets kultur

Vognen har stadig sin første tur til gode, men er blevet fremvist til flere brandstationer, senest Nordsjælland Brandstation.

Selv kom Jan Nielsen på idéen til miljøvognen efter mange år som brandmand, hvor han masser af gange stod tilbage kulsort i huden efter en indsats.

Siden da gik tingene stærkt, og et år efter stregerne til miljøvognen var sat, stod den klar til brug. 

- Brandmændene siger, at den er fed, og at det er den rigtige. Men der skal en væsentlig kulturændring i brandvæsenet til, før man rent faktisk begynder at bruge den, siger Jan Nielsen fra Skadeservicevagten og fortsætter:

- Min forventning er, at der er nogen, som tager det første skridt, og finder ud af, at det er smart.

Lige nu er status, at Arbejdstilsynet har iværksat en målrettet tilsynsindsat over for brandstationer særlig med fokus på hygiejne, og hvordan de enkelte brandstationer sørger for at få branddragterne vasket.

Endvidere er et nyt opfølgende forskningsprojekt igangsat med midler fra Arbejdsmiljøforskningensfonden. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version