Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Jubel i Brøndby: Færre indlagt med rygerlunger

Færre bliver indlagt med KOL end førhen i Brøndby. Kommunen har oprustet og ansat to sygeplejersker til at hjælpe borgerne.

26. jun 2018, kl. 19:30 af · ·

KOL koster tusindvis af liv hvert eneste år. Derfor har mange kommuner fokus på at hjælpe de borgere, der lider af sygdommen, der også går under betegnelsen rygerlunger. 

En af de kommuner er Brøndby. Her har man valgt at ansætte to såkaldte KOL-sygeplejersker.

- Vi har været på 250 besøg på et år, hvor vi er ude og tale med for eksempel borgere om, hvordan de bedst muligt får taget deres medicin. Op mod 75 procent af de henvendelser, vi får, handler om, at borgerne ikke kan suge deres medicin ned i lungerne – og hvis den kun når til svælget, har de ikke gavn af den, fortæller Hanne Rode, der er en af de to KOL-sygeplejersker i Brøndby Kommune.

- Vi hjælper eventuelt borgeren med at blive testet og med, at de får et nyt hjælpemiddel, så de kan tage deres medicin korrekt og dermed holde sig mere friske og fri af indlæggelser, tilføjer hun.

Og noget tyder på, at indsatsen har givet pote. Fra 2016 til 2017 er en sjettedel færre Brøndbyborgere blevet indlagt, fordi de har problemer med deres nedre luftveje og for eksempel lider af KOL. 

KOL er tabu

De to KOL-sygeplejersker er dedikeret til at hjælpe borgerne og undervise kommunens plejepersonale i at spotte borgere, der kan have brug for behandling for KOL.

De oplever, at mange borgere lever med KOL uden at være i kontakt med kommunen og uden at være i behandling.

- Det er stadig et tabu for mange at blive ramt af KOL. Man synes, det er pinligt og måske selvforskyldt og så opsøger man ikke hjælp. Men vores opfordring skal være klar: Der er hjælp at få, og man kan få det bedre ved at komme i behandling, lyder det fra Stine Lassen, der er Brøndby Kommunes anden KOL-sygeplejerske.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version