Malmø-politi retter fokus mod højregrupper
Svensk politi mistænker højreekstreme grupper for at stå bag skudepisoder i Malmø og beder især indvandrere være forsigtige, når de færdes ude om aftenen.
Svensk politi har sat ekstra kræfter ind på at opklare det seneste års 10-15 skudepisoder i Malmø, der har været rettet mod personer med indvandrerbaggrund.
Politiet betegner situationen i Malmø som foruroligende og understreger, at man har at gøre med en farlig eller nogle få farlige personer.
Endnu er ingen anholdt for skyderierne, men politiet har rettet søgelyset mod grupper på den alleryderste højrefløj, skriver Kvällsposten.
- Det indgår som en del af efterforskningen. Men vi undersøger også bredere end det, siger Mats Lassén, der er leder af politiets specialenhed, på et pressemøde.
Politiet er ligeledes opmærksomme på teorien om, at det kan dreje sig om en ny lasermand i stil med den mand, der - udstyret med et våben med lasersigte - gik målrettet efter indvandrere i Stockholm i begyndelsen af 1990'erne.
Ved en af skudepisoderne i Malmø skal det mandlige offer have set et laserlys, inden skuddet blev affyret. Ifølge politiet er dette det eneste tilfælde, hvor der har været tale om et muligt laservåben, skriver Kvällsposten.
På pressemødet torsdag formiddag opfordrer politiet til forsigtighed, når man færdes ude i Malmø efter mørkets frembrud. Advarslen gælder især folk med indvandrerbaggrund, fordi det er denne befolkningsgruppe, der har været ofre for skyderierne.
En anden advarsel er rettet mod de borgere i Malmø, der føler trang til at gribe ind, hvis de bliver vidne til en ny skudepisode.
- Man bør ikke løbe efter dem. Først skal man tænke på sin egen sikkerhed og derefter ringe til politiet, siger polititalsmand Jan-Bertil Cederholm.
Skudepisoderne rettet mod indvandrere begyndte for et år siden. Det første offer var en 20-årig kvinde, der sad i en bil sammen med en 21-årig mand nær Malmø-kvarteret Rosengård i oktober sidste år. Kvinden døde af sine skudsår, mens manden, der har indvandrerbaggrund, overlevede
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version