Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Plan får grønt lys: Nedlagt flyvestation skal gøres til sportsmekka

Med millioninvesteringer skal flyvestationen ved Værløse gøres endnu mere attraktiv for folk, der dyrker cykling, skateboard, rulleski og speedskating.

03. jan 2020, kl. 18:25 af · ·

Lidt over 14 millioner kroner skal postes i at omdanne det nedlagte militærområde ved Flyvestation Værløse til et slags eldorado for folk, der dyrker sport på små og store hjul.

Byrådet i Furesø Kommune har vedtaget en plan for flyvestationen, der skal gøre det nu rekreative område endnu mere attraktivt for især skatere, cykelryttere og rulleskøjteløbere.

Planen er, at kommunen med hjælp fra fonde i første omgang kan opføre en skatepark, en 200 meter oval speedskatebane samt omdanne en gammel militærbygning til café og klubhus.

Med beslutningen giver kommunen tilsagn om at finansiere godt og vel 6,8 millioner kroner af projektet, mens resten skal hentes via fonde og foreninger.

Satser på fondsbevilling

Kommunen har i første omgang udset sig Nordea-fonden som en mulig bidragsyder, og med beslutningen i byrådet er der nu udstedt opadvendt tommelfinger til at sende ansøgninger af sted.

- Jeg håber virkelig, at det lykkes, siger Tine Hessner (B), formand for Kultur, fritids- og idrætsudvalget.

- Det vil være et fantastisk løft til kommunen og aktivitetsniveauet for udendørs sports- og motionsaktiviteter på hjul blandt alle aldersgrupper. Det vil styrke foreningslivet og gadesporten.

Socialdemokrateits Lene Munch-Petersen, der er formand for Udvalget for Natur, miljø og grøn omstilling, stemmer i:

- Det er et stort projekt med langsigtede visioner for aktiviteter på hjul. Rigtig mange oplever netop, at Flyvestationen bedst opleves på cykel eller de små hjul af den ene eller anden art, og nu får endnu flere muligheder for at opleve stedets fantastiske værdier, siger hun.

Foruden skatepark, klubhus og speedskatebane er det også ønskelisten at få lagt ny og bedre asfalt på store dele af flyvestationen og landingsbanen samt at anlægge en pumptrack.

I første omgang søges der dog om midler til de tre førstnævnte projekter. Idrætsforeninger som DIF, Rullesport Danmark, Danmarks Skiforbund og Danmarks Cykle Union.

I Søndagsmagasinet 'Flyvestation under forvandling' går TV 2 Lorry i dybden med det gamle militærområdes transformation fra kaserne og lukket land til rekreativt område med byudvikling.

Se Søndagsmagasinet herunder:

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version