Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Ny strategi skal tiltrække læger: Klinikker tænkes ind i nybyggeri

Når der bygges nyt i København skal muligheden for at etablere lægeklinikker fremover tænkes ind i byplanlægningen for at afhjælpe lægemangel.

26. nov 2018, kl. 10:52 af · ·

Det skal være lettere for læger at gå sammen om at åbne en praksisklinik i København.

Derfor vil kommunen nu implementere en ny strategi i byplanlægningsfasen, så etableringen af nye lægepraksisser aktivt tænkes ind i nybyggeri.

Det sker for at imødekomme den store mangel på læger, der lige nu er i hovedstadsområdet.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

- Alle københavnere skal have de samme muligheder for at få lægehjælp. Derfor melder vi os nu på banen med en strategi, der skal gøre det lettere for lægerne at lave ny praksis i København, så ingen borgere risikerer at stå uden læge, siger Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling fra SF.

Derfor vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen søge midler fra en regeringspuljen på 600 millioner kroner.

Heraf er 150 millioner kroner øremærket til at afhjælpe hovedstadsområdets udfordringer med at skabe rammer, der motiverer praktiserende læger til at slå sig ned i en praksis med flere læger.

En undersøgelse blandt yngre læger viser, at kun to procent af ønsker solopraksis, mens langt størstedelen ønsker en praksis, hvor flere læger arbejder under samme tag.

- Ved at gøre det lettere at lave flermandspraksis slår vi to fluer med et smæk. Vi imødekommer lægernes ønsker, og vi bliver samtidig bedre rustet til at varetage de mange nye opgaver som kommunerne skal overtage, når supersygehusene står færdige, siger Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling fra SF.

I dag er der ingen lægepraksis i Københavns Kommune, der har åbent for patienttilgang.

Derfor har Region Hovedstaden for nylig åbnet to midlertidige regionsklinikker på Frederiksberg og Amager for at sikre lægedækningen i kommunen.

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version