Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Lilli-Ann gemmer magiske fe-bænke i skoven

Det startede med en enkelt miniature bænk i en trætop. Nu placerer multikunster Lilli-Ann Nattestad jævnligt bænke i skoven.

14. aug 2020, kl. 20:59 af · ·

Man skal være vågen for at få øje på de små fe-bænke i Egebæksvang Skov ved Skotterup mellem Espergærde og Snekkersten.

De gemmer sig i skovbunden, oppe i træerne eller i mostæppet på en stub.

Det er er Lilli-Ann Nattestad fra Espergærde, der kreerer og gemmer miniaturebænkene i skoven langs åen, hvor hun ofte får tur med sine børn og hunden Mango. 

Hun arbejder til dagligt som social- og sundhedsassistent, men laver forekellige kunstprojekter i sin fritid. 

Det startede for alvor i april måned, hvor hun satte det første hold bænke ud i skoven. Siden har hun fem gange været ude i skove med en ny sending bænke.

Idéen er, at folk kan lave en lille 'skattejagt' og se, hvor mange bænke, de kan finde. Eller at skovgæsterne kan få gang i fantasien, når de opdager en af de gemte bænke.

- De er lavet til et eventyr for børnene. At de kan forestille sig, at det er små feer, der kommer frem og bruger bænkene, forklarer Lilli-Ann Nattestad.

Holder øje

Lilli-Ann Nattestad har ikke et præcist tal på, hvor mange bænke man kan finde, for bænkene bliver løbende taget med hjem af folk, der kommer forbi. 

- Det er fint nok, så er det deres oplevelse, at de får sådan en bænk med hjem, siger Lilli-ann Nattestad, der skriver det på Instagram, når hun gemmer en ny portion bænke.

Hun oplever oftest, at folk er meget positive og synes, at det er hyggeligt at holde øje med bænkene, når de er ude at gå tur i skoven. 

Bænkene er lavet af små grene og pyntet med perler eller lignende, og hun er opmærksom på, at der ikke ligger rester tilbage i naturen, fortæller hun. 

- Der er også nogle, der har spurgt lidt til: hvad med plastik? Men jeg ved jo sådan cirka vejen, og hvis der ligger noget, så tager jeg det med, forklarer Lilli-Ann Nattestad.

Se programmet OPLEV, hvor vi er med ude i skoven med  Lilli-Ann Nattestad.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version