Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Efter 1.800 narkofund er Danmarks første dopinghund død

Chili var både narkohund og Danmarks første dopinghund. Nu er hun blevet aflivet efter kort tids sygdom.

22. jul 2017, kl. 14:43 af · ·

Chili var en hund med lugtesansen i top. Først blev hun trænet til at finde narkotika i blandt andet lufthavne og ved grænseovergange, og senere lærte hun som den første hund i Danmark at opsnuse skjulte dopingstoffer. 

Hun blev næsten 13 år og nåede at gøre cirka 1.800 fund af narkotika og doping. Nu er Chili - der var af racen field trial cocker spaniel - blevet aflivet efter kort tids sygdom.

Det skriver SKAT, der var Chilis ejer, i et Facebook-opslag.

Meget specielt forhold

- Jeg fik jo lidt af et chok, for hun fejlede ikke spor, det kom meget pludseligt. Men Chili var oppe i årene, så jeg var begyndt at tænke på at få en hvalp og så træne den op. Så kunne den arbejde sammen med Chili i et år, og så skulle Chili ellers på pension og være hjemmehund. Men sådan gik det ikke, fortæller Axel Grønkjær, der er tolder. 

Axel Grønkjær har haft Chili boende hos sig, siden hun var hvalp og frem til hendes aflivning i sidste uge.

 - Jeg har været sammen med hende hele tiden i næsten 13 år. Det var jo både på arbejdet og derhjemme. Vi havde et meget specielt forhold, fortæller han.  

Nyt kuld fundet

SKAT skriver i opslaget, at Chili stak snuden frem i mange tv-indslag, og det var blandt andet her på TV 2 Lorry. Det var i 2011, hvor Chili netop var blevet Danmarks første dopinghund. 

Indslaget kan ses nederst her i artiklen, hvor Axel Grønkjær fortæller om deres fælles arbejde med at finde narko og doping.

Chilis afløser bliver en hund af samme race, skriver SKAT i opslaget på Facebook. Der er fundet et kuld med 6 hvalpe, som snart vil blive testet. 

- Jeg har lige i dag kigget på kuldet. De er kun tre uger gamle, så vi kan ikke rigtig vurdere dem endnu. Når de er syv uger, kan vi teste, om de kan bruges til vores arbejde. Men det ser godt ud, afslutter Axel Grønkjær.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version