Skole sender fire klasser hjem efter ét smittetilfælde

Fire klasser på en folkeskole i Lillerød er sendt hjem, da en elev har fået konstateret coronavirus.

Eleverne i fire klasser på en folkeskole i Allerød Kommune må fysisk undvære hinanden i den kommende tid.

Skolen har nemlig hjemsendt eleverne, efter at en elev er testet positiv for covid-19.

Det drejer sig om Lillevangskolen - afdeling Lillerød, oplyser kommunen til TV 2 Lorry.

- Som følge af smitteopsporingen er to hele klasser, to specialklasser og enkelte elever fra andre klasser hjemsendt i mandags.

- Der er etableret nødundervisning for de hjemsendte elever. Denne opgave varetager de medarbejdere, som også er hjemsendt for at blive testet, skriver Allerød Kommune i en mail til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lillevang Skolen - afdeling Lillerød i Allerød Kommune.
Lillevang Skolen - afdeling Lillerød i Allerød Kommune.
Foto: Google - street view

Følger udviklingen tæt

Kommunen oplyser, at de fortsat følger udviklingen i smittetrykket tæt. De følger desuden Sundhedsstyrelsens retningslinjer og træffer løbende de nødvendige beslutninger for at reducere smittetryk og ”konkrete situationer”.

Eleverne kan vende tilbage, så snart de er testet negative for covid-19.

Kommunen oplyser, at de første elever med negative svar allerede er begyndt at vende tilbage. 

- Der er indtil videre os bekendt ingen øvrige af de hjemsendte, der er testet positive, lyder det i mailen fra kommunen.

Hvis eleverne af forskellige årsager ikke bliver testet, skal de ifølge kommunen isolere sig hjemme i syv døgn, hvorefter de kan komme tilbage i skolen, hvis de ikke har udviklet symptomer.

Mange skoler må hjemsende elever

Lillevangskolen er blot en af mange skoler i sendeområdet, der har set sig nødsaget til at sende et større antal elever hjem for at undgå smittespredning.

I nabokommunen Hillerød har man sendt 350 elever og 45 medarbejdere på Grønnevang Skole hjem, fordi fem elever og en lærer er testet positiv for covid-19.

Det er endnu uvist, hvornår eleverne og medarbejderne på skolen kan vende tilbage til normal undervisning igen.